Barolo Sori del Gibellino 2001.

Som antydet tidligere havde vi for nylig en større smagning med to Barolo og en Valtellina.

Sori del Gibellino var 3 år ældre end Barolo Gemma og det kunne bestemt mærkes og duftes. Gemma ligger ellers normalt i et lidt højere prisleje. Sori del Gibellinos duft var noget kraftigere end den unge Barolo og med meget mere frugt og sol i duften. Smagen nærmest eksploderede på bagtungen og ude i siderne af ganen. Masser af taniner, men behageligt dæmpede. Masser af både frugt og træfad/jord/trøffel i smagen men blid og rund og med mange nuancer.

Hvad kan vi lære af det? Prøv at gemme Barolo i 3-4 år – belønningen er stor!

Barolo Gemma 2004

Jeg må indrømme at Føtex tilbud var for godt til at gå forbi. Baroloen var sat ned til ca. kr. 100,- og jeg troede at et par flasker skulle gemmes til senere. Navnet ”Gemma” skulle have mindet mig om det, men ak.

Når man drikker en ung barolo kan man blive slemt skuffet for de mange penge man har givet ud, drukner let i taninernes råhed, en for tillukket smag og duft som aldrig rigtigt viser formatet.

Det skete mærkelig nok ikke med denne vin. Den var aldeles fremragende fra starten. Den var selvfølgelig behørligt iltet omkring et døgn før brug. Det skal altså til med denne drue og denne unge alder. Jeg smagte den første flaske sammen med en Barberesco Gemma 2005. Deres bouquet var meget ens, Baroloens lidt dybere rundere og lidt mere PÅ., men ikke så meget frugt i duften. Baroloen har også lidt mere blødhed og dybde end Barberesco men noget mere frugt og drue i eftersmagen.. Altså Baroloens frugt er noget mere tydelig i forhold til dens taniner end hos den unge Barberesco.
Begge nebbiolo vine har denne dejlige og mystiske smag af noget som jeg vil kalde træfad/jord/trøffel/frugt, smagen af noget man bare vil udforske nærmere for at kunne definere det nærmere. Men dybere og en anelse mere påtrængende hos Barolo – uden at det bliver for påtrængende!
Baroloen her var helt overraskende blød, i forhold til det jeg havde forventet. Hvis man er vant til at drikke chilensk merlot vil man muligvis syntes noget andet.

Barolo Gemma holder 14% alkohol og den er anbefalelsesværdig for nebbiolo elskere, men husk at ilte den.

Inferno. Valtellina Superiore 2002. Nino Negri

Det er jo helt vildt. Hr. Kristensen havde haft en Valtellina gemt væk til en god lejlighed. Den blev smagt sammen med Barolo uden at falde igennem.

Jeg tror ikke Valtellina kan købes længere i Danmark fordi udbuddet er for lille og fordi for få mennesker kender Valtellina efter katastrofen i 1987.
Det er en vin som dyrkes langt oppe i det nordlige Italien; i Lombardiet direkte op til Schweiz.
Valtellina vinen dyrkes på 90% Nebbiolo og 10% lokale druer. Vinene lagrer på egefade i 2-3 år og dernæst 6-12 måneder på flaske. Der skulle være 6 særdeles gode områder hvor betingelserne er perfekte; , Sassella, Grumello, Inferno, Valgella og vistnok Baruffini og Maroggia. De tre førstnævnte har førhen været på det danske marked og var rigtig gode vine i 1980′erne
Druerne gro i nogle højder, hvor de får en del kulde som hjælper med at modne druen langsomt og giver den flere nuancer end den ellers ville få. Ganske som med danske æbler ifht. de hurtigere voksende steder. Det gør druerne mere syreholdige og det gør at de kan holde sig længere men også at de skal have mere tid i fadene såvel som på flaske for at udvikle sig godt.

Denne Inferno har en fantastisk duft. Duften er mere voldsom end Barolo, fordi den samtidig med skovbund, trøffel og egetræ afgiver mere duft af frugt og bær. Men det er meget afbalanceret; en dejlig dejlig duft.
Der er masser af taniner i vinen, garvesyren breder sig på spidsen af tungen og lidt nedenunder. Selvom taninerne florerer er det en blid og behagelig vin, men ikke en ”nem” vin. En balanceret nebbiolo med masser af power til mere lagring, men stadigvæk særdeles drikværdig nu. Inferno holder 13% alkohol mod normalt 12-12½ %.

Uhm, fantastisk at smage den igen, dejligt at den ér derude på markedet ….

Mere info:

http://www.consorziovinivaltellina.com/Homepage.html

http://www.wineloverspage.com/italwineguide/valtellina05.phtml

http://www.ultimateitaly.com/wines-foods/sforzato-della-valtellina.html

Barbera d’Asti Superiore. I Tre Viscovi 2006.

I Tre Vescovi. Barbera d’Asti Superiore. Vinen er fra 2006 og er på 13,5 %.
Ups Brugsen lavede vist en fejl med prissætningen af denne vin. I weekenden kunne den, med lidt held, erhverves for kr. 40,-, men i denne uge koster den vist det dobbelte. Det er den skam også værd.
Jeg har ikke altid været særligt glad for barbera, for at sige det pænt. Denne vin er imidlertid rigtig dejlig!
Dens bouquet er ikke anmasende, den skal lige slynges lidt i glasset og så kommer den ret brede og ret parfumerede duft af gode druer, jordbund og gode fade. Så vidt jeg forstår på den italienske etiket har den ligget mindst ét år på fad (“un anno almeno”).
Smagen er blød og rund og igen ikke så anmasende tung parfumeret som jeg ofte har oplevet barbera vine. Den har også noget power og garvesyre. Den vil sikkert kunne holde sig nogle få år og udvikle sig positivt, blive rundet en smule mere. Den er absolut drikværdig nu, men jeg tror man vil gøre vinen en tjeneste ved at “runde” den på flasken et par år. Jeg har iltet den ved at trække den op aftenen før jeg smagte på den. Det er passende. Jeg tror ikke den vinder ved yderligere iltning i karafel.
Hvis man gemmer den i et par år tror jeg ikke den skal iltes synderligt når den åbnes.
Absolut anbefalelsesværdig. Kan drikkes med fornøjelse nu, hvis den iltes og den kan også gemmes nogle få år.
Du kan læse mere om Barbera-druen her

Nebbiolo D’Alba

En Nebbiolo D’Alba 2006 fra Le Terre. Terre del Barolo. Hold da op for en overraskelse igen igen. Her gik jeg og troede at nebbiolo skulle have nogle flere år på bagen for at blive gode og så møder jeg både Langhe og Nebbiolo D’Alba.

Nebbiolo D’Alba er fra 2006 og holder 13%. Den havde stået fra tidlig morgen i en karaffel med stor overflade og om aften var den bare perfekt.
En dyb, rå og voldsom dejlig duft præger vinens bouquet. Nebbiolo D’Alba har den her mystiske dybe duft som man bare MÅ undersøge nærmere. Jeg kan gå helt i selvsving over den duft.
Den skulle kunne holde sig, men hvorfor dog vente når den er så blød og afrundet som denne behørigt iltede fra 2006. Smagen er først blød og rund og fylder hele munden. Dernæst viser vinen sin dybere karakter med en god mængde garvesyre som bliver sidende tilbage i praktisk tage hele munden inclusiv overlæben når smilet bliver stort.
Det er en fantastisk dejlig vin. Utroligt at en sådan vin både kan være absolut drikkelig som helt ung og alligevel ikke lade tvivl om at den udemærket kan holde sig i adskellige år.

Wau!

Badia al Colle. Brunello di Montalcino 2002

For mig er der en tid før og efter Brunello. Jeg smagte min første Brunello i de tidlige 80′ere.
Dengang var Brunelloen i skarp konkurrence med Barolo og Valtellina på min liste. Valtellina har været væk en rum tid på grund af jordskredet i 1987 og Tignanello har jeg ikke råd til og Baroloen har jeg ikke tålmodighed til at lade ligge (heller ikke råd…)

Faktas vinindkøbere er ikke så ringe og hér har de fundet en Brunello som kan købes for kr. 100,-.
Den havde luftet forsigtig i et døgn og det var for lidt fordi vinen er temlig kraftig og temlig ung. Fordi den er så kraftig og ung skulle den nok have trukket luft i mange timer. Den blev nemlig betragteligt bedre som aftenen skred frem. Ikke fordi vi blev fulde, men fordi den fik luft. Den gav ingen antydning af duft fra flasken. Heller ikke umiddelbart i glasset – der var næsten ingen duft. Første nip afslørede en kraftig vin og ung og vild. Den var snerpet og foldede sig ikke ud. Ups. Vi lod den stå lidt i glasset. Næste nip, behøring slynget rundt i glasset for at se om ikke der var duft – og minsanten, der var den karakterisktiske smukke Sangiovese duft blandet med jord, trøffel og vintønde. Farven kun let brunlig, ikke udpræget.
Desværre drak vi vinen for ung, eller med for lidt ilt. Vinen er kraftigt og den vil kunne holde sig i mange år, men den vil ikke komme helt op på topniveau, det er der for lidt dybde og nuancer i vinen til. Den er lidt for “neutral”, det kommer selvfølgelig delvis af den unge alder. Nogle nyere Brunello er til gengæld det modsatte og det er heller ikke rart. Så hellere en afdæmpet som denne, med potentiale til at udvikle sig.

Terrers Clars. Priorat

David Tofterup er ønolog på denne Terrers Clars fra Priorat området. Vinen er fra 2006 og der står ”vintage” på flasken. Det kan måske betyde at 2006 er en god årgang, men det er vist mest et salgstrick når det gælder rødvin. Vinen holder 14,5% alkohol, så det ér en absolut potent vin.

Der er anvendt 50% Garnache, 26% Cariñena og 24 % Cabernet Sauvignon. Cariñena druen står for robusthed, den bruges også i Rioja, hvor den kaldes Mazuelo og bruges dér sammen med Tempranillo til farve og kraft. Men altså Cabernet Sauvignon i stedet for Syrah som i den foregående Priorat.
Der eksperimenteres øjensynligt meget med drueblandingerne.

Jeg har det lidt ambivalent med Priorat vine. Denne her dufter af dejlig kraftig vin – jeg er faktisk vild med den lidt mærkelige duft, noget som sætter ens nysgerrighed i spil. Ved den første smag bliver man også bekræftet. Der er både masser af garvesyre og en masse dejlig dyb smag af en vin som man gerne vil udforske nærmere. Men lige dér forlader smagen dig, tynder ud, forsvinder og du sidder kun tilbage med lidt bitterhed på siden af tungen. Men, det er selvfølgelig tilpas til at du lige må nippe igen for at undersøge nærmere, og med et lavt niveau af læring bestemmer du dig for at rubricere Priorat et stykke nede på den spanske ynglings liste. Vinen var behørligt grundigt iltet inden smagningen.

Det kunne være interessant at smage de to varianter af Priorat ved siden af hinanden for at vurdere hvordan syrah og cabernet præger vinen forskelligt.

Flor del Montgo. Valencia

Flor del Montego har åbenbart marker spredt rundt i en stor del af Spanien. Det er jo lidt spændende og lidt mærkeligt hvordan det kan fungere og løbe rundt sådan økonomisk.
Den sidste vin er fra Valencia. Det er ret tæt på de foregående fra Alicante og Yecla, og så alligevel ikke.
Valencia vinen er lavet på tempranillo druen?! Ja både spørgsmåltegn og udråbstegn. Det er Rioja druen, men den kaldes som regel Cencibel i det sydlige Spanien. Jeg var faktisk slet ikke klar over at den blev dyrket nede i varmen også. Jeg vil tro at vinmarkerne til Flors Valencia vin må være placeret i højderne omkring Valencia. Efter min mening er det den bedste af “Flor”-vinene.
Den smagte vin er fra 2006 og holder 15%. Vinen er kun filtreret let. Duften er mere behersket end i de andre smagte, men den har en god kraftig bouquet henad vin, jord, røget, lavendel. Jamen, den er en duft af rigtigt vin. Dens smag er mere behersket. Garvesyren er bag i munden og til dels på siden af tungen. Den er ikke så garvesyreholdig som Yecla vinen.
Flor vinen får ikke det bedste frem i temperanillo druen, men det er en udemærket vin som man skal drikke med lidt tålmodighed. Den bombarderer dig ikke med smagsindtryk, men kommer stille og roligt, mens man sidder og tænker at det da var en pudsig Rioja. Den er drikkeklar og det er der jo nogen som foretrækker. På den måde kan jeg se den som en “hurtig” Rioja. Jeg vil dog hellere have en Rioja som kræver lidt arbejde inden den er drikkeklar.

Flor del Montgo. Yecla

Det er den tredje “Flor” -smagning. Denne gang fra Yecla området i Murcia. Yecla er et ret specielt DO-område som er det eneste DO som kun omfatter én by. En del af Levanten som har haft en stor historisk betydning i forbindelse med eksport at vin fra Spanien. Derfor har området haft mulighed for en vis uafhængighed og det privilegie vil de ikke lade gå fra sig. Derfor det lille DO. Castaño er måske den mest kendte vin fra Yecla. Der eksperimenteres meget med druetyperne og blandingerne og “Flor” vinen er ingen undtagelse. “Flor” vinen fra 2006 rummer 85% Monastrell og 15% Shiraz og den holder 15% alkohol. Vinen rummer mere bitterhed og garvesyre end den foregående med næsten samme blanding fra Alicante-området. Jeg syntes bedre om Yeclas blanding, selvom det er en ret rå og krads vin. Man kan lige ane lidt bouquet af Shiraz-druen og også en lille kæk snert i smagen. Ellers er den en voldsom kraftig Monastrell som dominerer.
Smagen sidder længe i munden og kommer hele vejen rundt ikke mindst ude i siden af tungen. Der er sikket en del som vil sige at vinen er for voldsom for deres smag, men hellere sådan én som man skal kæmpe lidt med end en tyllrevin.
I Yecla er jorden mere sammensat med muldlag over kalksten, mens det i Alicante er ler, kalk og sandsten. Det burde være en fordel til Alicantevinen, men giver altså Yecla-vinen denne voldsomhed og det lidt mystiske som jeg efterlyste tidligere.

Flor del Montgo. Alicante.

Den næste Flor er fra Alicante området og lavet på 75% Monastrell og 25% Shiraz. Vinen er fra 2006 og holder 14,5%. På flasken står der “organic farming” og den må altså være produceret under forhold hvor der anvendes begrænsede mængder af pesticider, kunstgødning oa. kunstigheder.
Jeg var faktisk ikke opmærksom på at “Flor” var så geografisk fordelt som den er. Første vin var fra Aragon, denne fra Alicante, den næste fra Yecla og den sidste fra Valencia. Det er da ret spændende.
Jeg har stadigvæk rester af vinen fra Aragon og den er bestemt ganske udemærket også et par dage efter åbning.
Jeg ved ikke rigtigt med denne Monastrell baserede vin. Den næste fra Yecla har endda mere Monastrall. Jeg efterlyste grovhed i den forrige og det er der i denne, men på en lidt plumpet måde syntes jeg. Det er som om vinen slet ikke åbner sig op for en. Monastrell skulle garantere holdbarhed, men hvis man vil lave relativt hurtige vine som denne, hvorfor så Monastrell? Det er selvfølgelig noget med robusthed og udbytte i druen. Jeg er glæder mig til at se hvordan mere Monastrell i et lidt varmere klima, som Yecla/Murcia gør ved vinen.

Flor del Montgo. Calatayud.

Jeg har fået en “smagekasse” med forskellige vine fra “Flor del Montgo”. De har tilsyneladende marker over hele Spanien. Den først smagte er fra Calatayud distriktet i Aragon. Det er altså det nordøstlige hjørne af Spanien. Tæt på Rioja og på Baskerlandet. Den smagte vin er fra 2006. Der bliver eksperimenteret med drueblandingerne hos “Flor”. Der bruges Garnacha/Grenache, Tempranillo, Monastrel og Shiraz, og i forskellige blandingsforhold. Aftenens vin er 85% Garnacha og 15% Shiraz, altså grenache og syrah. Vinen holder 15% alkohol som mange af vinene fra “Flor” gør.
Jeg er startet i smagekassen med den vin jeg havde færrest forventninger til.
Den blev åbnet ganske ubehøvlet, men ingen problemer dér. Det er en drikkeklar vin uanset hvordan du behandler den. Dejlig bouqeuet som lover kraftig vin. Både og bouqet og smag er blødhed og en lille snert af noget mere utæmmeligt, noget bittert, noget mystisk. Vinen er nu ikke udpræget mystisk – den er lidt for nem at gå til efter min smag, men den kan godt gøre mig nysgerrig for hvordan den så smager med de andre druer – især tempranillo. Vinene fra “Flor” er lavet af danske David Tofterud. Måske skulle man lade en pilgrimsrejse gå forbi hans domæne.

Jeg vil vurdere de andre fra smagekassen i de næste indlæg.

Heredad Mestral Priorat 2004

Åh jeg elsker at få “køkkenvine” som denne
Vin ven Henrik havde en med til nytår. Vi havde mange andre gode kandidater til aftenen og Priorat-vinen blev pakket væk.

Hvad er Priorat så for en vin? Det er en kraftig vin 14,5% den har en duft af lakrids og syrah – jeg bryder mig egentligt ikke om at bruge betegnelsen lakrids og chokolade og ferskener og blomme og sådan – det bør ikke bruges i vinvurderinger. Men priorat er hen ad lakrids; altså den har en meget stærk duft blandet med noget blødt og sødt. Den bløde duft er syrah druen, men den stærke duft må komme fra de to andre druer; Carignan og Grenache. Jeg tror duften kommer fra Carignan druen som er hårdfør bisse der kan klare varmen og tørken i middelhavsområdet. Carignan er egnetligt en drue som er lidt misvurderet i forhold til andre druer som giver bedre udbytte og hurtigt drikkelige vine. I Priorat er den rygraden fordi de to andre druer er så udpræget middelhav. Men blandingen er rigtig god. Det giver en robust og stærk vin. Den dufter også af lidt tovværk. lidt røget. Jeg havde nær sagt herrevin, men det er også så træls et navn. De to andre druer runder den af og giver den det her typiske middelhavspræg som syrah og grenach er garanter for. Duften lover mere end vinen kan holde. Den dufter næsten helt hen af en Haut-Brion, og den første smag på den gør også. Det må være på grund af store mængder taniner. Wau jeg elsker det. Jeg ville ønske at Bordeaux fandt tilbage til den slags kvalitet af vine og ikke bare saftevandsproduktion.

Priorat er et lidt specielt vindistrikt som ligger sydvest for Barcelona. Indtil 1990érne var det et lidt hensygnende område, men i 1990érne skete der en udvikling fordi man opdagede at det svære terræn kunne producere nogle fremragende vine.

Mere om Priorat her

Camigliano. Brunello di Montalcino,

Vores anden Brunello den aften. Den var blevet åbnet om morgenen samme dag, men gav ingen særlige indikationer i duften et par timer før servering. Derfor kom den også en tur i karaffel og tilbage igen. Det hjalp gevaldigt på bouqueten som var rigtig dejlig med alt det mystiske som en Brunello skal dufte af.
Smagen derimod var klart bedre end Poggiocaro. Smagen af Camiglianoen blev hængende i munden som en slags karamel. Ikke smag af karamel, men smagen blev bare hængende længe i hele munden og forlængede nydelsen. Sådan, den har en god score på min Brunello liste.
Den smagte vin var fra 2002 og holder de sædvanlige 13,5 % alkohol.

Foto: Rebuffering/Flickr

Poggiocaro. Brunello di Montalcino

Jeg forundres over at markedet i den grad bombarderes af Brunello vine til købværdige priser op til nytår.
Poggiocaronen fra årgang 2002 fra La Collina dei Lecci gik for kr. 99,- pr. flaske og det er umiddelbart en glimragende pris for en Brunello.
Jeg åbnede den dagen før den skulle drikkes for lige at checke hvad det var for en vin. Den gav ingen positive duftindikationer af at være en Brunello, nærmest tværtimod. Men det skal man ikke lade sig narre af, Brunelloen skal ofte have tid til rigtigt at lade sig folde ud. Men duften var ikke god. Smagen var nærmest chokerende spids og syrlig, føj for den og så lige min ynglingsvin som lagres min. 36 måneder på fad og mindst 4 måneder på flaske. Jamen, det havde jeg jo lidt forventet, så propperne (ja flertal) kom af og vinene blev hældt på karaffel. Næste dag havde bouqueten foldet sig pænt ud – jeg syntes stadigvæk ikke den var helt rigtigt, men afgjort bedre end dagen før. Heldigvis var det endnu bedre med smagen, vinen havde nu trukket godt med luft og det var ikke længere den spidse og lidt syrlige oplevelse fra dagen før. Kraftig, blød og rund, rigtig behagelig, som en Brunello skal være. På min Brunello liste kommer den dog ikke ret højt dertil er den alt for gennemsnitlig og det var alt for svært at trække Brunelloens fantastiske karakterisktika frem. Fra en perifær vinmark?

Kort over områderne omkring Sienna

Langhe

Hold da op for en vinoveraskelse. I begyndelsen af december 2008 smagte jeg for første gang en vin med appelerationen Langhe. Desværre var det til julefrokost, men min sødeste italienskyndige kollega bekræftede at det vi smagte var en helt ok vin.

Foto:Lounae/Flickr

Lidt senere i december havde Superbrugsen et godt tilbud på en Langhe til runde kr. 50,- og nu var jeg mere opmærksom. Da jeg kom hjem med vinen blev jeg bekræftet med årest vinoverraskelse nr.1 :

Meda Margheritas Langhe Rosso, er en helt fantastisk vin. Den kan drikkes med det samme, men den har godt af at få lidt ilt til runde den en smule og lade nebbioloen rigtig få fat. Hvis man umiddelbart åbner og drikker har den en masse garvesyre som jeg egentligt godt kan lide, men vinoplevelsen bliver bedre hvis du runder den af med lidt ilt.
Den dufter præcist som rigtig god vin skal dufte, lidt mystisk, dybt, og trøffelagtigt. Smagen er blød men ikke for blød og der er masser af kraft. Den er fyldig og smagen sidder rigtigt længe i munden.

Hvorfor det. Jo, vinen er lavet 100% på nebbiolo og lagret 10 måneder på fad. Det er altså med andre ord en næsten en Barolo, men må ikke kalde sig sådan. Holdbarhedsmæssigt har den slet ikke, den samme styrke som Barolo. Men, mens man venter i årevis på at ens Barolo skal modne, bør man unde sig selv at lade op med Langhe – den er simpelthen fantastisk.

Området er Langhe i Piemonte Serralunga d’Alba og vinen er fra 2005 og holder 13,5% og prisen …. altså tsk tsk.

Mercurey 2003

Nytårsaften “nippede” vi lige lidt til Mercurey 2003 fra Lupe-Cholet inden vi gik i gang med hovedvinene. En Mercurey er en bourgognevin nærmere betegnet fra Côte Chalonnaise, den sydligste del af det rigtige bourgogne inden man kommer ned til Macon og dernæst Beaujolais. Mercurey betyder gudernes budbringer (Mercury) – så man må vel være forventningsfuld.

Vinene er dog ikke så store og fantastiske som dem helt oppe i hjertet af Bourgogne, men man får altså en vin som er lavet udelukkede på Pinot Noir og det sker ikke så tit for mit vedkommende. Den var faktisk udemærket. Vinene fra bourgogne kan svinge uhyggeligt meget. Jeg har fået fremragende Mercureys og Pommards og jeg har smagt elendige og udrikkelige Santeney og Volnays. Den første jeg prøvede var på Interrail i 1977 i Paris. Vi boede privat og manden vi boede hos inviterede på middag og god vin, heriblandt rigtig gode Mercurey og Pommard.

Mercurey 2003 havde en balanceret frugtagtig duft. Flot klar rød farve og en behaglig smag af rigtig druevin. Hvad mener jeg? Jamen den er fuldstændig modsat af den tidligere beskrevne rå Rioja – den er forfinet uden at være tynd og spinkel. Dens alkoholprocent er 13% og det fortæller at der er gods i den. Faktisk også noget garvesyre, ihvertfald mere end jeg havde regnet med for en vin af denne type som behørligt var åbnet i god tid inden middagen. Jeg tror jeg gav ca. kr. 130,- hos enten Ærensgård eller Skjold Burne i Fredericia.

Ramon Bilbao. Rioja. Reserva 2001

Jeg købte denne vin som en gardering ovenpå Ripasso og Amarone. Det var nok ikke så dumt, fordi den er meget kraftig. Man skal bare lige være opmærksom på at man ikke trækker en ung Rioja Reserva op og tror den kan drikkes umiddelbart og at man så får en god oplevelse. Det gør man ikke! Derfor havde jeg dekanteret den nogle timer før, men den er faktisk først rigtigt god her tre dage efter!

Ramon Bilbao, Riserva laves 100% på temparillo og graciano druerne, mest temparillo. Druerne høstes med håndkraft og vinen lagres i 18 måneder på 1-3 år gamle amerikanske egefade. Vinen lagres derefter mindst 1 år på flaske. Alkoholprocenter er 13%.
Den er købt i Superbrugsen og koster lige knap kr. 80,- Det er måske i overkanten, men det er en Rioja reserva og hvis den iltes godt er den ganske behagelig – hvis man er til kraftige RÅ vine.

På bagsiden af etiketten står der at vinen kan holde 7-8 år fra høståret. Det er da vist helt hen i skoven – den bør kunne holde sig MEGET længere.

Det er en kraftig vin som smager og dufter meget af træfadet – en rigtig rå vin. Smagen er dog lidt affladet – en Rioja kan være mere fyldig end Ramon Bilbao. Der en en god drøj gang garvesyre i den og det giver en lang smag og det er ganske behageligt. Lidt snerpethed, spidshed, lidt syrlighed de første 2 dage, men helt blød og afrundet efter at have stået i karaflen i 3 dage!!!

Citat fra Coop:
Alle druer håndplukkes i små plastkasser og sorteres på store borde for at udvælge de bedste drueklaser. Gæringen foregår på store, opretstående franske egefade og andengæringen (den malolaktiske gæring) foregår på nye 225 liters egefade.
Det er en del af forklaringen på, at bodegaen allerede i 1995 fik kvalitets certificering ISO 9002 og i 1999 fik bodegaen, som den første bodega i Spanien, miljø certificeringen ISO 14001.

I Danmark føres 5 forskellige kvaliteter af Ramon Bilbao’s vine:
Monte Llano, er den unge, mellemfyldige og frugtrige nye Rioja type, hvor kun 25 % af vinen lagres på små egefade i 12 måneder.
Ramon Bilbao Crianza er den klassiske og bløde Rioja vin med nogen frugt og lagret på egefade i 14 måneder.
Ramon Bilbao Reserva er den kraftige og modne Rioja, lagret i 25 måneder på egefade og 12 måneder på flaske.
Ramon Bilbao – Single Vineyard er druer fra gamle vinstokke fra en enkelt mark, vinificeret på moderne vis med kun kort lagring på egetræ og fokus på koncentreret frugt og blødhed.
Mirto er en helt unik kvalitet, fremstillet udelukkende på Tempranillo druer, lagret i 24 måneder på nye egetræsfade og tappet ufiltreret på flaske! Meget koncentreret og kompleks vin.

Tignanello 2001. Antinori

Altså, den her vin!!!!!!!
Det er noget af det ypperligste jeg har smagt og nok den største vinoverraskelse jeg nogensinde har fået – ud over at tyllre 2 flasker Haut Brion til grillmad.
Jeg fik 2 flasker som “køkkenvin” til min søns 18års fødselsdag. Lasses svigerfar kom i december 2006 med 2 flasker rødvin. Jeg havde købt nogle ganske udemærkede italienere og de havde fået luft og det hele og var klar til maden. Derfor modtog jeg “køkkenvinen”, kikkede behørigt på dem, uden at der var noget der sagde mig noget – og så stillede jeg dem væk.

14 dage senere havde jeg tid til mig selv og åbnede rødvinen for at drikke lidt af den senere på aftenen. Helle var trukket i rygerkupeen og jeg havde stuen for mig selv. Jeg havde absolut INGEN anelse on hvad der ventede mig. Jeg hældte vinen op, den duftede som en brunello og farven lignede også. Min opmærksomhed var vakt, men jeg var stadigvæk totalt udvidende. Så tog jeg fat i glasset og duftede rigtigt, slyngede den ordentligt rundt og tog en mundfuld vin og lod den køre rundt i munden og ganen.
WAUUUU og plingeling sagde det. Mine øjne rullede (garanteret) rundt og jeg må havde lignet ét stort glad spørgsmålstegn.
Jeg var fuldstændig målløs – der var overhovedet ingen tvivl om at “køkkenvinen” var en helt ekseptionel god vin. Først nød jeg til fulde et par mundfulde og dernæst var jeg fyr og flamme for at finde ud af hvad det dog var for en vin – som jeg (vi) iøvrigt havde fået 2 flasker af. Det var vildt.

Tignanello er kun en Toscana Indicazione Geografica Tipica og den holder 13.5% alkohol. Den er lavet på 80% sangiovenese og 15% cabernet saugvignon og 5% franc. Vinen kommer udelukkende fra vinmarken Tignanello og produceres kun af familien Antinori, som er en af italiens ældste vinfamilier som startede i 1300-talet.

Tidligere indgik Tignanello produktionen i almindelig Chianti Classico Tignanello men fra 1971 får vinen sin egen etiket og Tignanello navnet. Den vin som kommer fra denne mark er simpelthen alt for god til kun at blive solgt som Chianti. Druerne fra marken sorteres kraftigt, muligvis i hånden, og vinen lagres på små fade af fransk egetræ “barriques” som bevirker at vinen tilføres mere tanin end normalt – en teknik som også benyttes andre steder bl.a. til nogle Amarone, men sikkert også andre af de store vine.

Den er temmelig dyr set mellem kr. 375-500, men jeg mener den er prisen værd. Hvis du ser den til 375,- så kast dig over den uden yderligere betænkninger! Køb hele lageret….

http://www.antinori.it/eng/tenute/index1.php

Brunello di Montalcino. Castelbravo 1998

Det er for lang tid siden. Bare blær… at skrive den på her uden noter.

Brunello di Montalcino. Campogiovanni 2000

det var vist Føtex’s brunello. Det er desværre lang tid siden jeg drak den, men jeg husker den som en brunello som ikke har nær de samme kvaliteter som Poggio Antico og Abbadia. Der var en brunello som jeg kaldte lidt en “porno”-brunello fordi smagen var så brutal lige umiddelbart, men uden den balance, dybde og fylde som de andre der er nævnt her.

Brunello di Montalcino. Poggio Antico 1999

Jamen altså det er nu over 1 år siden vi drak denne herlige Brunello. Jeg har ikke skrevet en smagsvurdering ned, så det er sat på her som rent vinglæde og lidt “blær”. Jeg har gemt etiketten og derfor kommer den på her et år efter, hvor jeg er kommet lidt igang igen.

Brunello laves 100% på Sangiovese grosso som er Brunello klonen af Sangiovenese og lokalt bare kaldes for “brunello”.
Brunello vine lagerer mindst 2 år på fad, men normalt 3 år og efterfølgende mindst 4 måneder på flaske. Normale Brunellos frigives først 50 måneder efter høsten og reserva efter 62 måneder. Denne aftale er indgået i 1998.

Den relativt lange lagring betyder at vinen opnår den markante rødbrune farve, der har givet den navnet ”Brunello”. Denne vin blev tidligere kun fremstillet i meget små mængder, ligesom Vinsanto-vinen, Messe-vinen; til præsterne som kun ville have den allerbedste vin.

Udviklingen af Poggio Antico startede i slutningen af 1970erne, da området fik elektricitet og der blev plantet nye vin marker.
De nuværende ejere har haft gården siden 1984.

Artina. Grand Reserva 2005

En udemærket argentinsk vin lavet udelukkende på malbec. Vinen er fra området Mendoza og holder 13%.
Det er godt køb til prisen siger min ven Karsten. Det er Holte Vinlager som sælger den og kostede kr. 60,- på tilbud.
Jeg vil gerne tilslutte mig koret af fans fordi jeg skyllede en hel flaske ned uden at hverken vinen eller jeg blev kedelig – især sidstnævnte er højst usædvanligt. Vinen har vist også fået en flot anmeldelse af BT.
Det er en kraftig vin, men som så mange andre fra sydamerika er den nem at gå til. Den kan åbnes sent og er alligevel dejlig at drikke uden at være dekanteret. Vinen har en beskrivelse på etikketten “Arte en vino de Argentina”. Det er en vin som repræsenterer den Argentinske vinkunst – det kan Argentina være godt tjent med.

Det er specielt fedt at undgå merlot og syrah fra sydamerika – hurra for malbec-druen.

Link til mere info om Argentinsk vin (engelsk) : http://www.welcomeargentina.com/vino/mendoza_i.html

Amarone della Valpolicella. Classico. Villabella 2000

Så fik jeg svar på tiltale fra Karsten. For det første fik jeg bogen “Amarone” skrevet af Mikael Lyng. Den ser meget interessant ud og jeg glæder mig virkelig til at komme igang med den. Karsten fortalte at forfatteren var elektrikker eller sådan noget lignende i TDC inden han blev grebet af passionen for Amarone vinen. Han tog til Amarone distriktet og arbejdede i 3 år, hvorefter han havde stof nok til en bog. Der var dog store udfordringer med både forlag og bank inden udgivelsen var en realitet.

Andet argument fra Karsten var en flaske fremragende Amarone fra Veneto/Bardolino. En egen import af Amarone Villabella, en classico fra det gode år 2000. Vingårdens nyere historie går kun tilbage til 1970′erne, men de kan altså lave god vin.
Denne Amarone laves på ca. 65% Corvina, 25% Rondinella og 10% Negrara. Andre bruger 50% corvina og andre igen over 70% corvina. Druerne tørrer i 4 måneder. Undervejs håndsorteres de, så rådenskaben ikke ødelægger den særlige Amarone-proces. Derefter lagrer vinen 2 eller 3 år på slovakisk egetræs fade. Nogle vingårde lagrer yderligere vinen 1-2 år på flaske.

Egen importen har en lidt pussig historie. Det startede for flere år siden da han var med en flok fodbolddrenge på træningslejr i området omkring Verona. De trænede på en den STORE klub Veronas træningsbaner. Under kampene var der pludselig en flok forældre som forsvandt for lidt senere at vende tilbage med kassevis af vin. En af forældrene havde opdaget i hul i hegnet omkring træningsanlægget, han var kravlet igennem og landet lige i en vingård, hvor gruppen af forældre fik en fantastisk gennemgang af vingårdens produkter. En god investering fordi gruppen af trænere og forældre købte for måske 10000 kr. Karsten købt også noget dengang, men stillede det tilside og åbnede det ikke før end en af forældrene ringede og spurgt om han havde smagt noget af det indkøbte. Det havde han ikke, men på baggrund af smagsbeskrivelsen fik han åbnet en Amarone og fik et smagschock som han ikke siden har kunnet ryste af sig.

Villabella 2000 holder 15%. Vi sammenlignede farven med en Ripasso (som er lavet på resterne af Amarone). Farven er meget mørk, den virker nærmest tyk og med klassiske “gardiner” ned af glasset. En meget kraftig og flot duft af druer og vinfade. Man kan blive helt høj af den duft. Smagen er meget fyldig og kraftig men den er samtidig blød og venlig, og så er den er i hele munden. Det er en stor smagsoplevelse netop fordi den fylder hele munden og den varer så længe. Vinens garvesyre er afbalanceret, der er meget garvesyre men ikke på en negativ måde. Man får bare fornemmelsen af at vinen kan holde sig i mange år endnu.

Denne Amarone er en helt helt anden oplevelse end den jeg havde med Righetti’s. Righettis var vist heller ikke en Classico, men er ikke så sikker på denne betegnelse, men jeg fandt dette kort over Classico i området.

Montagny Premier Cru. 2004

Montagny Premier Cru. 2004. Joseph Drouhin. AP. 13%.
Købt i Fredericia hos Ærensgård ca. kr. 135,-
Montagny er fra den nederste del af Bourgogne, nærmere bestemt Côte Chalonnaise.
Meget kraftig hvidvin, den var næsten for kraftig for min smag. Men også kun næsten. Det er umiskendeligt chardonnay druen og jeg syntes den er drøj og tung i dette område. Næsten FOR tung og drøj – en lettere vin til rejecocktailen havde været bedre, fordi vinen også giver en mæthedsfornemmelse og de 13% drøjer jo også. Der er noget disput om Montagny vinene og bla. deres “premier cru” betegnelse. Det har øjensynligt været sådan at alle hvidvine som nåede 11,5% kunne kalde sig “premier cru”.
Tja, lidt en skuffelse i forhold til Poilly Fume som er beskrevet på et af de tidligere indlæg.

Brunello di Montalcino. Abbadia Ardenga 2000.

Henrik Christensens egen import. Man hører englene synge når man drikker denne vin. Det gør jeg nu næsten altid med Brunello. 2000 er en forholdsvis ung vin og men man må indrømme at Abbbediets vin udvikler sig ret hurtigt. Den er på 14%. Vinen er trukket op om morgenen, dekanteret og drukket om aftenen. Fantastisk duft, fantastisk fylde og en del garvesyre men ikke mere end vinen er yderst behagelig. Så vidt jeg husker har Henrik været forbi Abbediet i flere omgange. Første gang ved en tilfældighed, men senere var turen ganske beregnet, selvom Kirsten ikke vidste noget som helst om “beregningen”.

Læs mere her: www.abbadiardengapoggio.it

Amarone 2005. Luigi Righetti.

Ja, ja det er jo så den netop frigivne Amarone som Netto reklamerede med for kr. 89,- imellem jul og nytår.
En Amarone for begyndere … kaldes Righetti’s vine og kan man overhovedet drikke en så ung men stærk 15% basse.
Ja, det kan man godt. Amaroner ER jo forberedt til umiddelbar drikkbarhed. Men det kræver lidt forarbejde at præparere en så jomfruelig Amarone. Den blev åbnet 24 timer før brug. Den stod herefter i adskellige timer i en karaffel med stor overflade og blev derefter hældt tilbage på flasken. Jeg håber virkelig ikke at nogen bare har åbnet flasken kort før drikketid. De får en temlig negativ overraskelse.

Amarone kan overdøve alt, klare alt, men en så ung vin er ikke så sofistikeret som en Amarone kan blive. Vi drak den som en af de sidste vine inden smagsløgene var helt væk. Uden iltningen var den faldet helt igennem, ved at være alt for spids og uudfoldet. Den klarede det lige og jeg vil faktisk anbefale at man anskaffer sig nogle af gemmeflasker af denne Amarone, for om 5-6 år vil den sikkert være ret god – selvom det er en Righetti.

En lille kommentar til Amaroner: det er efterhånden ved at være mange danskeres ynglingsvin. Men det er jo lidt snyd fordi man tilfører druer som er blevet lufttørret i 3-4 måneder, men vi accepterer det fordi man praktisk aldrig får dårlige Amaroner. Eller hva?

Cabardes

Ugens vin fik jeg som en køkkengave for nogle uger siden. Jeg havde aldrig hørt om området Cabardes før. Jeg undlod at undersøge den nærmere før jeg havde smagt grundigt på den.
Min kone brød sig ikke om den. Det plejer at være et godt tegn, idet hun primært går efter de ”hurtige vine”; hurtigt drukket, hurtigt glemt.

Første flaske blev drukket uden den store iltning, max et par timer uden prop. Næste havde iltet noget længere, men t den korte iltning var bedst, tror jeg nok. I begge tilfælde var den noget af en en AHA-oplevelse.
Her er en fyldig, rund og afbalanceret vin med lidt garvesyre. Den har en mild duft af syrah, men også andre druer. Jeg bemærkede især ved den iltede vin at den også havde en duft af noget grovere. Hvad skal jeg kalde det … nogen kalder det lakrids, men det er misvisende. Lidt røget, lidt tovværk, måske røget træfad – og altså ikke på en grov anmassende måde. Distinkt og noget man har lyst til at undersøge nærmere.

Den smagte vin hedder ”Chateau Lorgeril” er en Appellation Cabardes Controlle fra 2002. Flaske nummer 8853. Den holder 14% alkohol.

Da jeg undersøgte den nærmer viser det sig at det er en vin fra Languedoc-området. Nu ved jeg jo godt at der gemmer sig mange spændende vine i Languedoc. Saint-Chinan, Minervois, Fitou og Corbieres gemmer indimellem på udemærkede vine.
Druerne i området variere noget idet der både anvendes atlanterhavsdruerne cabernet sauvignon og merlot og middelhavsdruerne syrah og grenache. Dertil også nogle lokale druearter Cot and Fer Servadou. Normalt i blandingsforholdet 40-40-20 %.

Cabardes er et lille og ret nyt AC. Den fik først sit domain i 1999. Der er 18 byer, hvorfra vinene kan kalde sig Cabardes. Det er på 450 ha og derved på størrelse med Omø i Smålandsfarvandet.

Prøv den – en blød og venlig vin, med en snert af noget mere. Den rummer også noget mere skjult, som man har lyst til at undersøge nærmere.

Kender ikke prisen, men på de franske sider kan den Cabardes vine købes fra 5 Euro til meget dyrere vine.

http://www.languedoc-wines.com/fr/aoc_cabardes_fiche.html

http://www.aoc-cabardes.com/

http://www.terroir-france.com/wine/lr_map.htm

Infinitus

Et spøjst navn til et spøjs vin. En vin fra Spanien, nærmere betegnet Castillien og så lavet på Rhone-druen; Syrah.

Flasken er også lidt spøjs med en knaldgul plastikprop og titlen skrevet med store bogstaver hen over hele mærkatet, og dertil ordet “syrah” skrevet med guld-gult. Hvorfor gå op i disse ydre omstændigheder? Det er en del af vinens image. Den er lidt anderledes, den skiller sig ud og er mere fremme i skoene end andre …? Eller sådan noget lignende.

Den smager udemærket, den ligner måske lidt en ungdommens vin eller en “damevin”, men den er nok lidt for kraftig til virkelig at være det. Den er ret blød og afrundet, men har også nogen garvesyre. garbesyren virker dog ikke forstyrrende på helheden. Der hvor den falder lidt igennem er at den ikke har en laaang smag. Ud over garvesyren, så forlader smagen dig hurtigt og du er nødt til at lange ud efter det næste glas for at smage efter. Det gør man også gerne, men man bliver altså fuld inden man får smagt ordentligt efter. Den holder 14% og det er vist deromkring Syrah-vinene fra Rhone også ligger.

Den smagte vin var fra 2005 og med småt står C&C Cosecheros Criadores og dertil området Vino de la Tierra de Castilla. Jeg fik den i gave, men mener at have set den hos Skjold Burne til omkring kr.70,-, måske lidt mindre.

Poilly Fume

Poilly Fume Det er mange år siden jeg har smagt Poilly Fume.  Hvad har jeg dog lavet i al den tid?  Det er jo ikke hvidvin der mest er på menuen hos mig.  Undtagen på terrassen om sommeren, der gør et par glas Alsace godt.  Vores nytårs hvidvin 2006 kommer til at rykke ved den tradition.  Jeg vil helt sikkert have mine øjne på bl.a. Poilly Fume i den kommende tid og huske den, når det bliver sommer.   Vi fik den nytårsaften 2006 til forretten; en rejecocktail.  Rejerne var marinerede i bl.a. god olivenolie, citronsaft, dild, paprika, salt og peber.  Dressingen indeholdt bl.a. creme fraice,  hvidløg, lidt sherry og lidt chilly.  Måske hårde ods for en hvidvin, men Poilly Fumeen gjorde det fremragende.  Den smagte vin er en Poilly Fume fra 2005.  Den er fra LaCheteau, nej det er ikke stavet forkert.  Jeg kan ikke helt huske, hvor den blev købt, måske Superbrugsen, måske Føtex kostede ca. 110-130 kr. Den er altså god. Det er en tør hvidvin, lavet alene på Sauvignon Blanc druen.  Den er tør, men ikke syrlig og spids som andre såkaldt “tørre” vine.  Den har en god balanceret fylde og den dufter distinkt dejligt af drue og skiffer.    Poilly Fume er en Loire vin, men tag ikke fejl af det.  Det kommer højt oppe fra bunden af Loire, hvor man på den ene bred finder Sancerre vine og den anden Poilly Fume. Her er indsat nogle links som kan fortælle lidt mere om vinen.  Det kommersielle danske link er sat ind fordi der er en god beskrivelse af Poilly Fume, ikke for at fremhæve sælgeren frem for andre. Vi har forsøgt at indsætte et kort med Poilly Fume regionens officielle side.  Link:

www.pouilly-fume.com/pouilly.en.html 

www.vinslottet.nu/Netbutik/Hvidvin/Frankrig/Loire/2003+Pouilly-Fum%C3%A9,+Les+Pierrefeux,+Langlois-Chateau.html

Mercurey, Brunellos og Tignanello blandt julens vin

Blandt de vine vi først tager fat i er dem vi har drukket i julen og nytåret.  Det drejer sig bl.a. om:

Mercurey

Moulin a Vent

Brunelloer

Tignanello

Mouton Rotchild

men også andre mere almindelige vine. 

Mercurey, Brunellos og Tignanello blandt julens vin.

Vi har haft den store fornøjelse at smage både Brunello, Tignanello, Moulin a Vent, Mercurey, Poggio og flere andre gode vin i julen.  Dem vil vi gerne skrive lidt om og håber andre syntes det er interessant.

Godt nytår

Nu starter vi – vistnok – vores blog om vinsmagning.  Vi håber den bliver interessant for andre end os selv.