Jeg må indrømme at Føtex tilbud var for godt til at gå forbi. Baroloen var sat ned til ca. kr. 100,- og jeg troede at et par flasker skulle gemmes til senere. Navnet ”Gemma” skulle have mindet mig om det, men ak.
Når man drikker en ung barolo kan man blive slemt skuffet for de mange penge man har givet ud, drukner let i taninernes råhed, en for tillukket smag og duft som aldrig rigtigt viser formatet.
Det skete mærkelig nok ikke med denne vin. Den var aldeles fremragende fra starten. Den var selvfølgelig behørligt iltet omkring et døgn før brug. Det skal altså til med denne drue og denne unge alder. Jeg smagte den første flaske sammen med en Barberesco Gemma 2005. Deres bouquet var meget ens, Baroloens lidt dybere rundere og lidt mere PÅ., men ikke så meget frugt i duften. Baroloen har også lidt mere blødhed og dybde end Barberesco men noget mere frugt og drue i eftersmagen.. Altså Baroloens frugt er noget mere tydelig i forhold til dens taniner end hos den unge Barberesco.
Begge nebbiolo vine har denne dejlige og mystiske smag af noget som jeg vil kalde træfad/jord/trøffel/frugt, smagen af noget man bare vil udforske nærmere for at kunne definere det nærmere. Men dybere og en anelse mere påtrængende hos Barolo – uden at det bliver for påtrængende!
Baroloen her var helt overraskende blød, i forhold til det jeg havde forventet. Hvis man er vant til at drikke chilensk merlot vil man muligvis syntes noget andet.
Barolo Gemma holder 14% alkohol og den er anbefalelsesværdig for nebbiolo elskere, men husk at ilte den.