Badia al Colle. Brunello di Montalcino 2002

For mig er der en tid før og efter Brunello. Jeg smagte min første Brunello i de tidlige 80′ere.
Dengang var Brunelloen i skarp konkurrence med Barolo og Valtellina på min liste. Valtellina har været væk en rum tid på grund af jordskredet i 1987 og Tignanello har jeg ikke råd til og Baroloen har jeg ikke tålmodighed til at lade ligge (heller ikke råd…)

Faktas vinindkøbere er ikke så ringe og hér har de fundet en Brunello som kan købes for kr. 100,-.
Den havde luftet forsigtig i et døgn og det var for lidt fordi vinen er temlig kraftig og temlig ung. Fordi den er så kraftig og ung skulle den nok have trukket luft i mange timer. Den blev nemlig betragteligt bedre som aftenen skred frem. Ikke fordi vi blev fulde, men fordi den fik luft. Den gav ingen antydning af duft fra flasken. Heller ikke umiddelbart i glasset – der var næsten ingen duft. Første nip afslørede en kraftig vin og ung og vild. Den var snerpet og foldede sig ikke ud. Ups. Vi lod den stå lidt i glasset. Næste nip, behøring slynget rundt i glasset for at se om ikke der var duft – og minsanten, der var den karakterisktiske smukke Sangiovese duft blandet med jord, trøffel og vintønde. Farven kun let brunlig, ikke udpræget.
Desværre drak vi vinen for ung, eller med for lidt ilt. Vinen er kraftigt og den vil kunne holde sig i mange år, men den vil ikke komme helt op på topniveau, det er der for lidt dybde og nuancer i vinen til. Den er lidt for “neutral”, det kommer selvfølgelig delvis af den unge alder. Nogle nyere Brunello er til gengæld det modsatte og det er heller ikke rart. Så hellere en afdæmpet som denne, med potentiale til at udvikle sig.

Camigliano. Brunello di Montalcino,

Vores anden Brunello den aften. Den var blevet åbnet om morgenen samme dag, men gav ingen særlige indikationer i duften et par timer før servering. Derfor kom den også en tur i karaffel og tilbage igen. Det hjalp gevaldigt på bouqueten som var rigtig dejlig med alt det mystiske som en Brunello skal dufte af.
Smagen derimod var klart bedre end Poggiocaro. Smagen af Camiglianoen blev hængende i munden som en slags karamel. Ikke smag af karamel, men smagen blev bare hængende længe i hele munden og forlængede nydelsen. Sådan, den har en god score på min Brunello liste.
Den smagte vin var fra 2002 og holder de sædvanlige 13,5 % alkohol.

Foto: Rebuffering/Flickr

Poggiocaro. Brunello di Montalcino

Jeg forundres over at markedet i den grad bombarderes af Brunello vine til købværdige priser op til nytår.
Poggiocaronen fra årgang 2002 fra La Collina dei Lecci gik for kr. 99,- pr. flaske og det er umiddelbart en glimragende pris for en Brunello.
Jeg åbnede den dagen før den skulle drikkes for lige at checke hvad det var for en vin. Den gav ingen positive duftindikationer af at være en Brunello, nærmest tværtimod. Men det skal man ikke lade sig narre af, Brunelloen skal ofte have tid til rigtigt at lade sig folde ud. Men duften var ikke god. Smagen var nærmest chokerende spids og syrlig, føj for den og så lige min ynglingsvin som lagres min. 36 måneder på fad og mindst 4 måneder på flaske. Jamen, det havde jeg jo lidt forventet, så propperne (ja flertal) kom af og vinene blev hældt på karaffel. Næste dag havde bouqueten foldet sig pænt ud – jeg syntes stadigvæk ikke den var helt rigtigt, men afgjort bedre end dagen før. Heldigvis var det endnu bedre med smagen, vinen havde nu trukket godt med luft og det var ikke længere den spidse og lidt syrlige oplevelse fra dagen før. Kraftig, blød og rund, rigtig behagelig, som en Brunello skal være. På min Brunello liste kommer den dog ikke ret højt dertil er den alt for gennemsnitlig og det var alt for svært at trække Brunelloens fantastiske karakterisktika frem. Fra en perifær vinmark?

Kort over områderne omkring Sienna

Brunello di Montalcino. Castelbravo 1998

Det er for lang tid siden. Bare blær… at skrive den på her uden noter.

Brunello di Montalcino. Campogiovanni 2000

det var vist Føtex’s brunello. Det er desværre lang tid siden jeg drak den, men jeg husker den som en brunello som ikke har nær de samme kvaliteter som Poggio Antico og Abbadia. Der var en brunello som jeg kaldte lidt en “porno”-brunello fordi smagen var så brutal lige umiddelbart, men uden den balance, dybde og fylde som de andre der er nævnt her.

Brunello di Montalcino. Poggio Antico 1999

Jamen altså det er nu over 1 år siden vi drak denne herlige Brunello. Jeg har ikke skrevet en smagsvurdering ned, så det er sat på her som rent vinglæde og lidt “blær”. Jeg har gemt etiketten og derfor kommer den på her et år efter, hvor jeg er kommet lidt igang igen.

Brunello laves 100% på Sangiovese grosso som er Brunello klonen af Sangiovenese og lokalt bare kaldes for “brunello”.
Brunello vine lagerer mindst 2 år på fad, men normalt 3 år og efterfølgende mindst 4 måneder på flaske. Normale Brunellos frigives først 50 måneder efter høsten og reserva efter 62 måneder. Denne aftale er indgået i 1998.

Den relativt lange lagring betyder at vinen opnår den markante rødbrune farve, der har givet den navnet ”Brunello”. Denne vin blev tidligere kun fremstillet i meget små mængder, ligesom Vinsanto-vinen, Messe-vinen; til præsterne som kun ville have den allerbedste vin.

Udviklingen af Poggio Antico startede i slutningen af 1970erne, da området fik elektricitet og der blev plantet nye vin marker.
De nuværende ejere har haft gården siden 1984.

Brunello di Montalcino. Abbadia Ardenga 2000.

Henrik Christensens egen import. Man hører englene synge når man drikker denne vin. Det gør jeg nu næsten altid med Brunello. 2000 er en forholdsvis ung vin og men man må indrømme at Abbbediets vin udvikler sig ret hurtigt. Den er på 14%. Vinen er trukket op om morgenen, dekanteret og drukket om aftenen. Fantastisk duft, fantastisk fylde og en del garvesyre men ikke mere end vinen er yderst behagelig. Så vidt jeg husker har Henrik været forbi Abbediet i flere omgange. Første gang ved en tilfældighed, men senere var turen ganske beregnet, selvom Kirsten ikke vidste noget som helst om “beregningen”.

Læs mere her: www.abbadiardengapoggio.it