Jeg købte denne vin som en gardering ovenpå Ripasso og Amarone. Det var nok ikke så dumt, fordi den er meget kraftig. Man skal bare lige være opmærksom på at man ikke trækker en ung Rioja Reserva op og tror den kan drikkes umiddelbart og at man så får en god oplevelse. Det gør man ikke! Derfor havde jeg dekanteret den nogle timer før, men den er faktisk først rigtigt god her tre dage efter!
Ramon Bilbao, Riserva laves 100% på temparillo og graciano druerne, mest temparillo. Druerne høstes med håndkraft og vinen lagres i 18 måneder på 1-3 år gamle amerikanske egefade. Vinen lagres derefter mindst 1 år på flaske. Alkoholprocenter er 13%.
Den er købt i Superbrugsen og koster lige knap kr. 80,- Det er måske i overkanten, men det er en Rioja reserva og hvis den iltes godt er den ganske behagelig – hvis man er til kraftige RÅ vine.
På bagsiden af etiketten står der at vinen kan holde 7-8 år fra høståret. Det er da vist helt hen i skoven – den bør kunne holde sig MEGET længere.
Det er en kraftig vin som smager og dufter meget af træfadet – en rigtig rå vin. Smagen er dog lidt affladet – en Rioja kan være mere fyldig end Ramon Bilbao. Der en en god drøj gang garvesyre i den og det giver en lang smag og det er ganske behageligt. Lidt snerpethed, spidshed, lidt syrlighed de første 2 dage, men helt blød og afrundet efter at have stået i karaflen i 3 dage!!!
Citat fra Coop:
Alle druer håndplukkes i små plastkasser og sorteres på store borde for at udvælge de bedste drueklaser. Gæringen foregår på store, opretstående franske egefade og andengæringen (den malolaktiske gæring) foregår på nye 225 liters egefade.
Det er en del af forklaringen på, at bodegaen allerede i 1995 fik kvalitets certificering ISO 9002 og i 1999 fik bodegaen, som den første bodega i Spanien, miljø certificeringen ISO 14001.
I Danmark føres 5 forskellige kvaliteter af Ramon Bilbao’s vine:
Monte Llano, er den unge, mellemfyldige og frugtrige nye Rioja type, hvor kun 25 % af vinen lagres på små egefade i 12 måneder.
Ramon Bilbao Crianza er den klassiske og bløde Rioja vin med nogen frugt og lagret på egefade i 14 måneder.
Ramon Bilbao Reserva er den kraftige og modne Rioja, lagret i 25 måneder på egefade og 12 måneder på flaske.
Ramon Bilbao – Single Vineyard er druer fra gamle vinstokke fra en enkelt mark, vinificeret på moderne vis med kun kort lagring på egetræ og fokus på koncentreret frugt og blødhed.
Mirto er en helt unik kvalitet, fremstillet udelukkende på Tempranillo druer, lagret i 24 måneder på nye egetræsfade og tappet ufiltreret på flaske! Meget koncentreret og kompleks vin.

